Klaus-Henrik Jacobsen in memoriam


Dette er ikke en officiel nekrolog (en sådan gav SDU (SydDansk Universitet) ham desværre ikke, på trods af hans mangeårige virke som dekan), men derimod et personligt minde om filosoffen Magister Klaus-Henrik Jacobsen og mit forhold til ham. Hvad gav han mig gennem sit filosofiske virke? Nekrologen er derfor meget egoistisk sat op. Dog udtrykker den samtidig den store kærlighed jeg havde til manden. 


Klaus-Henrik Jacobsen døde den 3. juni 2020. Klaus-Henrik ønskede ikke at blive kaldt Klaus-Henrik, for det var kun noget forældrene kaldte ham, når de ville skælde ham ud. Han foretrak at blive kaldt Klaus. Han blev født den 14. april 1943, så han blev 77 år. Et alt for kort liv.


I 1972 udgav han ’A Companion to Dr. Zinkernagels Condition for Description’. En bog, der viste Klaus’ fantastiske indsigt i, viden om og sproglige formåenhed med hensyn til med kirurgisk skarphed at sætte ord på en sprogfilosofs sprogbrug.

Sproget havde Klaus’ opmærksomhed hele livet. Som ung fik han endog udgivet en digtsamling.


Ligeledes som ung tog han til USA og underviste der på et fattigt sort universitet. Det var under Vietnam-krigen, og da hans studerende blev indkaldt til krigen, så meldte han sig frivilligt og i solidaritet med sine studerende til samme umenneskelige opgave, som de studerende var tvunget til. Han oplevede her krigens forfærdeligste sider og måtte af samme grund opgive at bruge våben. Han varetog derfor en katolsk feltpræsts gerning. Som feltpræst befinder man sig oftere ved dødslejer end ved opmuntrende kirkelige handlinger. Vi talte aldrig om det, men oplevelserne af mennesker med mishandlede, ødelagte og brændte lemmer satte sig sine uudslettelige spor hos ham.

Hvad der også satte sig varige spor hos Klaus var Agent Orange. Han blev udsat for denne gift i Vietnam, og den ødelagde hans lunger. Som årene gik, blev ødelæggelsen af lungerne værre og værre.


På et eller andet tidspunkt efter ansættelsen hos Odense Universitet blev han kaldt til Færøerne hvor han arbejdede med at udvikle deres humanistiske afdeling. Hvor mange år han arbejdede der, ved jeg ikke, men han fik i den tid en stor viden om og kærlighed til øerne og deres befolkning. En viden og kærlighed han bevarede livet ud.


Efter at være hjemvendt fra Færøerne arbejdede han som leder af Samarbejdet mellem Universitet Odense og virksomhederne på Fyn (SVUF) og som leder af Folkeuniversitetet. To store opgaver, der krævede hans fulde opmærksomhed og alle hans gode lederegenskaber.


Klaus trådte ind i mit liv i 1990. Klaus blev årsag til at jeg studerede organisationsteori, idet han i første time af faget ’Praktisk filosofi’ stillede spørgsmålet: ”Hvad er en organisation?” Det syntes jeg var så spændende et spørgsmål, at jeg simpelthen måtte finde ud af det. Derfor blev Klaus grunden til at mit speciale omhandlede organisationer.


I midten af 90’erne (1995 eller 96?) måtte Klaus desværre opgive sit virke som universitetsfilosof pga. helbredet. Lungerne ville ikke mere. I tiden op til at han endegyldigt sagde stop til fuldtidsarbejde, var der perioder hvor han ikke kunne varetage sit hverv fuldgyldigt.

Omkring 1992 – 1994 havde jeg glæden af på Folkeuniversitetet at overtage et videnskabsteori-hold samt et filosofihistorie-hold. Senere ringede Klaus til mig og bad mig overtage ’Etik og ledelse’ samt ’Menneskesyn og organisationsteori’ på Center for Cand.negot.

Klaus-Henrik Jacobsen var en af mine filosofiske fædre, ikke i den betydning, at jeg er fulgt i Klaus’ filosofiske fodspor, men i den betydning at han har lært mig at ’folde ordenes betydning ud’, dvs. se på dets etymologiske betydning, at undersøge hvordan ordet bliver brugt i forskellige sammenhænge. Klaus var en brillant mester i dette. Man kunne ikke andet end nyde den måde han legede med ordene på. Han kunne virkelig ’smage på ordene’, og var i den henseende en sand gourmet.


Klaus var i mange år en fremtrædende socialdemokrat. Medens Poul Nyrup Rasmussen var statsminister, blev han bedt om at se nærmere på en færøsk grundlov. Han inddrog dengang mig, idet han bad mig om at være konsulent på den filosofiske side. Mogens Løkketoft satte dog hælene i overfor færingernes selvstændighedsønske, og udtrykte klart hvad dette ville betyde for færingerne rent økonomisk. Derefter havde færingerne ingen lyst til selvstændighed.


Klaus holdt op med at være socialdemokrat, da Helle Thorning blev statsminister. Hendes nyliberalistiske ego-projekt kunne Klaus ikke stå inde for. Hun var hverken social eller demokratisk indstillet. Helle Thornings projekt var Helle Thorning selv, og det hverken kunne eller ville Klaus støtte.


Jeg besøgte ham og hustruen Susanne mange gange gennem de sidste år af Klaus’ liv. (og alligevel alt for lidt. Jeg burde have besøgt dem tidobbelt så meget!). Agent Orange gjorde sit arbejde i kroppen på ham. Han kunne kun trække vejret gennem et iltapparat, sad lænket til en kørestol og var lam i den venstre side pga. en hjerneblødning. Klaus vidste at en forkølelse kunne dræbe ham. Heldigvis overlevede han flere af dem. Samtalerne med Klaus var dog fortsat af største interesse. Kroppen ville ikke mere, men hjernen ville gerne. Jeg har adskillige gange siddet i Klaus’ og Susannes stuer og på ivrigste vis diskuteret politisk filosofi, sprogfilosofi og definitioner. Lige til Klaus blev træt og hjemmeplejersken lagde ham i seng.


Da Klaus var i terminalfasen, forærede han mig de fleste af sine bøger. Når jeg derfor ser mig omkring i mit arbejdsværelse, så ser Klaus på mig fra alle sider. Hans sprogfilosofiske tilgang lyser ud af de mange værker, som nu bliver gennemlæst igen. Jeg er Klaus meget taknemlig for den faderlige (dvs. nænsomme og hjælpsomme) tilgang, som han havde til min filosofiske søgen; en søgen som stadig foregår, og som altid vil blive ledsaget af ham. Klaus vil heldigvis titte frem hver gang jeg definerer et ord, hver gang jeg undersøger hvordan et ord bliver anvendt (især af magteliten) og hver gang jeg forsøger at finde et begrebs etymologiske betydning. Klaus vil altid være hos mig, og det er jeg dybt taknemlig for.


Hvis du sad lige overfor mig lige nu, hvad ville jeg så sige til dig?


Jeg ville sige til dig at jeg savner dig, at jeg er ked af at jeg ikke kunne sige farvel til dig, at corona forhindrede mig i at besøge dig, men at jeg gerne ville have besøgt dig. Jeg vil gerne sige tak til dig fordi du viste mig en verden, der var en blanding af praktisk anvendt filosofi og

teoretisk filosofi, at du ”reddede” mig fra den ”middelaldermetafysik” (dit udtryk) som du mente Filosofisk Institut var indhyllet i og som forhindrede lektorerne på FI i at instituttet kunne være vigtig og vedkommende i samtiden. Man koncentrerede sig mere om Heideggers metafysik end om globalisering og magtforskydning i samfundet generelt og om politikken på OU især.


Jeg ville sige, at du drak for meget gin, at du røg for meget, at du ikke behandlede din medtagne krop på en god måde, at jeg besøgte dig alt for sjældent, at jeg meget langt fra har ført nok samtaler med dig, at du døde alt for ung, at jeg holdt utroligt meget af dig og at jeg savner dig helt vildt.


Kære Klaus, æret være dit minde, og tak fordi du eksisterede. Du har gjort en forskel. Du satte dig spor