Af Christian Gubi, filosof
At stå foran et maleri af Otto Frello føles som at træde ind i et værelse, hvor nogen har omrokeret møblerne i nattens løb, flyttet rummet til en anden dimension og muliggjort eventyret at flytte ind. Ved første blik er alt genkendeligt: pengesedler, vinduer, mennesker, regnvejr, en bygning, en familie på tur. Men så begynder tingene at forskyde sig. Dyrene er ikke helt de dyr, vi kender. Murene buer som om de har trukket vejret hele dagen. Menneskerne er klædt i slidte dragter, der ser ud til at være hevet ud af mange tiders garderobe på én gang og en blå kugle med vanddråber svæver i rummet. Pludselig opdager man, at det ikke bare er fremmedartet pynt oven på noget almindeligt. Det er som om det almindelige selv forvandles indefra. En væg er ikke bare en væg, men en rytme af vinduer, skygger, skævheder, historiske spor, dyriske mønstre og menneskeblikke, der hænger på tværs. Betydningen opstår i trådene, ikke i de løse knuder.
Lad os begynde med titlerne. Frello sagde, at titlerne siger, hvad der sker i billedet. Regnvejret viser regnvejr, Udlugten viser en familie på udflugt. På overfladen lyder det som en simpel, næsten tør oplysning. Men netop i den ligefremhed ligger et greb: titlen bliver en relation, der kobler det sete til en bestemt måde at læse situationen på. Når vi hører “Regnvejret”, forankres hver dråbe, hvert vådt stykke klæde over de løbende mennesker, hver parasol i et netværk af tegn, der siger: sådan føles regnen, sådan er dagen, sådan arbejder lyset. Titlen er ikke et navn udenfor værket; den er en streng, der vibrerer igennem hele billedet. Det er relationen mellem ord, blik og motiv, som gør, at vi oplever helheden som “regnvejr”. Og netop derfor stikker et billede som Sofastykke ud. Her brydes princippet om at titlen siger hvad der sker på billedet. Vi forventer et stykke af en sofa, men får noget andet. Bruddet viser, hvor stærkt titlerne ellers binder værkets betydning sammen. Når vi snubler over undtagelsen, mærker vi reglen.
Tag også Den ubyggelige bygning. Hvis den er ubyggelig, hvordan kan den så være bygget? Et oplagt svar er, at det er et maleri, ikke en bygning. Her kan man høre ekkoet fra Magrittes “Ceci n’est pas une pibe”. Men hos Frello er pointen mere end en sprogleg. Bygningen er “bygget” som relationer i billedet: linjer, proportioner, skygger, materialefornemmelser, historier, vi ikke kan lade være med at digte om den. Ubyggeligheden gælder i mursten og mørtel, men billedets verden har sit eget sæt forbindelser, hvor konstruktionen er mulig, fordi den bæres af sammenhængen mellem dele inden i lærredets ramme. Værkets elementer kan ikke forstås isoleret; de er indvævet så tæt, at de ikke bare står i forhold til hinanden, men får deres væsen af forholdet. Den ubyggelige bygning er ikke en selvstændig ting, der siden sættes ind i et miljø; den er det mønster af relationer, der gør, at vi genkender noget som en “bygning” og samtidig mærker, at noget ved den bryder regelsættet – og at netop bruddet bliver en del af dens identitet.
Den detaljerede, næsten fotografiske måde at male på kan ved første øjekast pege mod det modsatte: at tingene er sig selv, knivskarpt afgrænset. Men Frellos hyperpræcision har den paradoksale virkning, at grænserne smelter i stedet for at skærpes. Når hver fold, hver revne, hver pore i en sten er nøjagtigt gengivet, træder de små forbindelser frem: pletter på en mur peger mod vejrliget, som peger mod tiden, som peger mod de mennesker, der har rørt ved stenen, som peger mod de historier, der sluger byen. 1600-tallets mestre, der inspirererede Frello, lærer os at se lyset som noget, der binder alt sammen. Hos Frello er lyset ikke blot en lampe over motivet; det er en social kraft inde i maleriet, der væver figurer, arkitektur, dyr og atmosfære til en helhed. Man kan sige, at intet kan stå som ren overflade, fordi alt hænger sammen med effekter, årsager, rytmer og skalaer om det.
Frellos verden er også befolket af bygninger, der virker som om Gaudí og Hundertwasser har forenet deres drømme og givet dem frit løb. Denne blanding peger ikke kun på stil. Den viser, at former kan være slægtninge på tværs af det, vi normalt skiller ad. Frellos figurer ser ofte ud som om de kommer fra mange tider på én gang. De er ikke placeret i en neutral tidslinje; de er tid gjort synlig som et sammenflet af spor. Fortiden, nutiden og fremtiden står ikke ved siden af hinanden; de gennemtrænger hinanden i det samme rum.
Hvad så med hans egne udsagn? Han sagde, at hans billeder ikke havde noget formål og intet budskab. At der er en portion nonsens i alle hans billeder. At målet er at fastholde beskueren længe nok til, at hun digter en fortælling. Og at han ikke er optaget af sin egen følelse, men af publikum, så de kommer igen næste dag. Hvis betydning er noget, der opstår i relationer, kan kunstneren netop ikke eje et endeligt budskab. Titlerne giver en start, detaljer og stilarter skaber brokker af mulige historier, men det er først i mødet med beskueren, at helheden “klikker” i en fortælling. Fortællingen er ikke sat på bagefter som en etiket; den er resultatet af, at værk og blik bliver hinandens forudsætninger. Kunstnerens påstand om nonsens er i denne læsning ikke en afvisning af mening, men en understregning af, at sammenhængen ikke er lineær eller moralsk udstukket. Den er åben, måske drilsk, og netop derved produktiv. Som når man kigger længe på skyer og pludselig ser figurer. Relationen mellem øje og form laver figuren; skyerne har ikke et “budskab”, men de kan være alt muligt, hvis man giver dem tid.
Frellos billeder føles ikke som rum, hvor man kan plukke enkeltdele ud og forstå dem isoleret. Et mærkelig dyr giver først mening i forhold til baggrunden, farveskalaen, vejret, titlen, dens blik hen mod den besynderlig klædte kvinde ved siden af den, og den arkitektoniske logik, som både holder sammen og bryder. Bygningens “ubyggelighed” er ikke en egenskab ved et objekt i tomt rum; den er et træk ved den måde, billedet organiserer forventninger og regler og samtidig opløser dem.
Men netop når argumentet virker stærkest, er det sundt at sætte hælene i og spørge, om vi læser for meget filosofi ind i noget, der først og fremmest vil være en fryd for øjet og en leg med fantasi. Frello frabad sig autoriserede fortolkninger. Han ønskede ikke, at en tolkning skulle lægge sig som et låg over værkerne, så alle fremover så dem gennem samme nøglehul. Når han siger, at hans billeder ikke har et budskab, kan man selvfølgelig svare, at også det bliver en relation i netværket mellem kunstner, værk og publikum. Men måske er det for belejligt. Måske skal vi tage ham på ordet: at værkerne ikke er tænkt som filosofi forklædt som eventyr, men som billeder, der fastholder os længe nok til, at vores egne fantasier kan spire. Måske skal vi derfor lade være med at filosofere over hans billeder, fordi vi risikerer at gøre den åbne oplevelse til et system.
Der er også et mere konkret modargument. Frellos verden kan læses som en collage af eksterne sammenstød snarere end en intern væv. “Nonsens” kan forstås som, at elementerne ikke er bestemt af hinanden, men netop lagt sammen på en måde, der lever af brudflader og friktion. En kjole fra 1600-tallet på en kvinde, der bærer en hat, der ligner en lille metallisk parabol kan være et bevidst slagsmål mellem epoker, ikke en smidig sammensmeltning. Den detaljerede realisme kan bruges som fernis, der gør det vilkårlige overbevisende. Set sådan er relationerne mere stødvise og ydre: ting mødes, fordi kunstneren vil, ikke fordi de nødvendigvis udspringer af hinanden. Et billede som Sofastykke, der ikke viser et stykke af en sofa, kan opfattes som et rent drilleri mod sprogets orden, ikke som en dybere afsløring af relationers væsen. Og når man kalder genren Fantasy Art, trækker man på en tradition, hvor friheden netop ligger i at bryde regler og blande uforenelige ting uden at gøre rede for, hvordan de indre love hænger sammen.
Her står vi ved en kritisk skillevej. Enten siger vi, at disse stødvise sammenstillinger alligevel danner et internt mønster, når de først er på lærredet, fordi vores blik ikke kan lade være med at sy dem sammen til et hele. Eller også siger vi, at værkets energi ligger i, at det modstår den sammensyning og lader det uforbundne gnistre. Mit eget blik er delt. Når jeg står længe ved billederne, begynder alt at hænge sammen, selv nonsens. Det er svært at afgøre, om det skyldes maleriets indre struktur, eller om det er min fortællelyst, der ikke vil lade noget være ensomt. Måske er det netop dette felt mellem værk og seer, som Frello ville åbne. Han sagde, at målet er at fastholde os så længe, at vi digter. Det betyder så også, at billedet først lever rigtigt, når det går i kredsløb med vores fantasi. Men man kan også høre en advarsel i den: at lade billedet være en anledning, ikke en autoritet.
Det fører til titlernes dobbelthed. Når titlerne peger ligeud – Regnvejret, Udlugten – sætter de en ramme, der hjælper en uprøvet seer ind i værket. For en som mig, er det en gave, at man kan kalde en spade for en spade og alligevel opdage, at spaden har hemmelige rum. Men rammen kan også stramme. En alt for sikker titel kan lukke dørene. Sofastykke som undtagelse er derfor vigtig. Den minder os om, at sproget selv er elastisk, og at vi ikke skal læse skolen ind i maleriet som facitliste. Hvis der er en kritisk kant at holde fast i her, er det denne: vær opmærksom på, hvordan ord, vægtekster og kloge kommentarer i museet kan komme til at opføre sig som trafiklys, der regulerer synet. Den risikerer at sige: sådan hænger tingene sammen, sådan skal du se dem. Og så er vi langt fra Frellos ønske om, at folk skal komme igen dagen efter, fordi noget blev ved med at irritere deres nysgerrighed.
Jeg hælder til en mellemvej, der både tager hans egne udsagn alvorligt og anerkender den særlige måde, hans billeder arbejder på. Jeg tror ikke på et hemmeligt filosofisk budskab under overfladen. Men jeg ser en konsekvent praksis, hvor hvert element er sat ind, så det trækker tråde. Det gælder lyset, detaljerne, de tidlige mestres teknik, de fantastiske dyr og de bølgende huse. Det gælder også måden, blikke og kroppe i billederne vender sig mod og væk fra hinanden, som om scenen allerede har hørt vores skridt i salen. Billederne er bygget, så de holder os fast – ikke af tvang, men fordi forbindelserne er uafsluttede og lokkende. Deres kraft ligger ikke i en teori, men i en omhu for, hvordan ting peger på hinanden og på os.
Tilbage står Den ubyggelige bygning som en lille nøgle. Den kan ikke stå i virkeligheden, men den står i billedet, fordi billedets verden er en sammenhæng af streger, farver, materialefornemmelser og fortællespor, hvor “muligt” betyder noget andet end det gør i beton. Det er ikke flugt fra virkeligheden, men en udvidelse, en ekstra dimension ind i fantasien. Hvis vi tager noget med ud, er det ikke en læresætning, men en sans for, at også vores hverdag er fyldt med relationer, der gør tingene til det, de er. En bymur er ikke kun mursten; den er også vejr, tid, slid, minder og andres blikke. En kjole er ikke kun stof; den er krop, historie og en måde at være i verden på. Frellos malerier skubber os til at se dette uden at forklare det ihjel.
Hvis du vil opleve billederne, så besøg museet i Varde.