Af Christian Gubi, filosof
Christopher Nolans fortolkning af Homers Odysseen er ikke blot en genfortælling af en gammel myte, men en dybdegående undersøgelse af, hvad det vil sige at være menneske i en verden, der ofte føles kaotisk og uforståelig. I centrum for både Homers epos og Nolans filmatisering står den grundlæggende erkendelse: Den, der glemmer, hvem han er, og hvor han kommer fra, mister muligheden for at vende hjem. Denne sætning rummer mere end en praktisk advarsel; den peger på en eksistentiel sandhed om identitet, erindring og menneskets behov for at finde mening i tilværelsens uorden. For Nolan bliver Odysseen ikke bare en historie om en mands rejse over havet, men en fortælling om, hvordan vi alle navigerer i en verden, der konstant udfordrer vores forståelse af os selv og vores plads i den.
For at forstå, hvorfor Nolans fortolkning af Odysseen er så kraftfuld, må vi først anerkende, hvad en myte egentlig er – og hvad den ikke er. Myter er ofte blevet misforstået som primitive forsøg på at forklare verden, som om de var tidlige videnskabelige teorier. Men myter er ikke forklaringer; de er kulturelle reaktioner på det uudholdelige i at leve i en verden, der er præget af tilfældigheder, død og naturkræfter, som vi ikke kan kontrollere. Myter eliminerer ikke verdens besynderlighed, men giver den en form, som vi kan forholde os til. De forvandler det uforklarlige til en fortælling, som vi kan engagere os i, uden at det mister sin gådefuldhed.
I Nolans film bliver denne funktion af myten tydelig. Odysseus’ rejse er ikke blot en fysisk bevægelse fra Troja til Ithaka, men en rejse gennem en verden, der konstant truer med at opsluge ham. Havet, som han krydser, er et billede på tilværelsens uberegnelighed – et sted, hvor mennesket er magtesløst over for naturens luner. Nolan viser os ikke blot havets farer, men også dets symbolske vægt. Det er her, Odysseus må konfrontere sin egen dødelighed og livets tilfældigheder. Men det er netop gennem denne konfrontation, at han finder en måde at give mening til sin oplevelse. Myten giver ham – og os – en ramme, hvorigennem vi kan forstå, at selv i kaos er der en form for orden, om end den kun findes i fortællingen.
Nolan lægger i sin film stor vægt på, at Odysseus’ hjemkomst ikke kun handler om at nå et bestemt sted på et kort. Det handler i lige så høj grad om at genfinde sig selv. Men hvordan gør man det, når man har været igennem krigens rædsler, mødt monstre og guder, og set sine mænd dø én efter én? Svaret ligger i erindringen – ikke som en passiv genkaldelse af begivenheder, men som en aktiv fortælling, man væver om sit eget liv.
Odysseus’ identitet er ikke noget, der eksisterer uafhængigt af de historier, han fortæller om sig selv. I filmen ser vi, hvordan han gang på gang må genfortælle sine oplevelser – til sine mænd, til fremmede, og til sidst til sig selv. Det er gennem denne fortælling, at han giver sine oplevelser en narrativ form. En simpel opremsning af begivenheder – “først skete det ene, så skete det andet” – ville ikke være nok. Det er først, når han forbinder dem, giver dem en begyndelse, en midte og en slutning, at de bliver til en historie, han kan forstå og finde sig selv i. Nolan viser os, hvordan Odysseus’ erindringer ikke blot er minder, men et aktivt arbejde med at forme sin egen identitet. Uden denne fortælling ville hans oplevelser blot være en række tilfældige, smertefulde begivenheder – men gennem fortællingen bliver de til en rejse, der fører ham hjem.
Et af de mest centrale billeder i både Homers Odysseen og Nolans filmatisering er havet. Havet er ikke blot en fysisk barriere, Odysseus må krydse; det er et symbol på selve tilværelsens uforudsigelighed. Nolan fremstiller havet som en verden i sig selv – en verden, der er smuk, men også ubarmhjertig, hvor bølgerne kan sluge et skib i det ene øjeblik og bære det frem i det næste. Det er på havet, Odysseus er mest sårbar, mest udsat for gudernes vilje og naturens luner. Men det er også her, han finder den nødvendige distance til sine oplevelser, som gør det muligt for ham at reflektere.
I filmen ser vi, hvordan Odysseus, når han driver på sin tømmerflåde, ikke blot kæmper for at overleve, men også for at forstå. Havets åbne vidde giver ham en æstetisk distance til sine oplevelser – en mulighed for at se dem udefra, som en fortælling, snarere end som en række traumatiske begivenheder. Det er denne distance, der gør det muligt for ham at bearbejde krigens rædsler og genfinde sin menneskelighed. Havet bliver dermed ikke kun en fysisk udfordring, men en metafor for selve livets rejse: en rejse, hvor vi alle må lære at navigere i det ukendte, uden at vide, hvad der venter os.
Når Odysseus endelig når Ithaka, er det ikke blot en geografisk tilbagevenden. Det er en genfødsel. Nolan viser os, at Odysseus ikke er den samme mand, der forlod øen tyve år tidligere. Krigen og rejsen har dehumaniseret ham, gjort ham til en soldat, der kun kender til vold og overlevelse. Men for at kunne bo i et hjem, for at kunne være en ægtefælle, en far og en konge, må han først genvinde sin menneskelighed.
Dette er en af filmens mest rørende pointer: Hjemkomst handler ikke om at vende tilbage til et sted, men om at vende tilbage til sig selv. Odysseus må lære at være sårbar igen, at stole på andre, og at give gæstfrihed – ikke som en pligt, men som en naturlig del af at være menneske. Nolan fremstiller dette gennem små, men betydningsfulde scener: Odysseus’ møde med sin søn Telemachos, hans genforening med Penelope, og ikke mindst hans evne til at vise nåde over for dem, der har forrådt ham. Disse øjeblikke viser, at han ikke blot har overlevet sin rejse, men har fundet en måde at leve med den på.
Nolans filmatisering af Odysseen er i sidste ende en hyldest til fortællingens magt. Odysseus’ rejse er ikke blot en historie om en mand, der kommer hjem; det er en historie om, hvordan vi alle forsøger at give vores liv mening i en verden, der ofte føles meningsløs. Myten om Odysseus minder os om, at vi ikke kan kontrollere tilværelsens kaos, men vi kan vælge at fortælle historier om det – og dermed give det en form, som vi kan leve med.
Nolan viser os, at erindring alene ikke er nok. Det er først, når vi fortæller vores historier, at de bliver til noget mere end blot minder. De bliver til en del af os, til en fortælling, der definerer, hvem vi er. Odysseus’ hjemkomst er derfor ikke blot en sejr over havet, guderne eller bejlerne på Ithaka. Det er en sejr over glemslen – en erkendelse af, at vi kun kan finde hjem, når vi husker, hvem vi er, og hvor vi kommer fra. Og det er netop denne erkendelse, der gør Nolans fortolkning af Odysseen til en tidløs fortælling om, hvad det vil sige at være menneske.