Af Christian Gubi, filosof

I den senere tid har jeg talt en del med Immanuel Kant. Kant levede fra 1724 til 1804. Så man kan med god grund spørge om jeg er blevet clairvoyant. Men nej, det er jeg ikke. På det tyske tidsskrift Philosophie Magazins hjemmeside har de lavet en chatbot – en robot, man kan chatte med – i form af Immanuel Kant.

Så nu stiller jeg chatbot-Kant en masse spørgsmål om dagens begivenheder og også spørgsmål, som personen Kant aldrig ville have kunnet svaret på. Der er klima- og miljøproblematikker, der er spørgsmål til præsident Trumps indblanding i fodbold-VM, til FIFAs fredspris, til konventionel svineproduktion. Chatbot-Kant svarer faktisk temmelig godt på spørgsmålene. Da jeg spurgte om dens holdning til Trump og Venezuela, svarede den ved at henvise til nogle udsagn i et af Kants værker (Zum ewigen Frieden) og ved at tale om moralske reglers universaliserbarhed. Svar, som – det ved jeg – også personen Kant ville have nikket bekræftende til.

Problemerne begyndte da jeg spurgte om den foretrak rock- eller popmusik. Her blev den svar skyldig. Den vidste ikke noget om det. Måske fordi det er et smagsspørgsmål. Helt galt gik det, da jeg spurgte til Israels adfærd overfor befolkningen i Gaza. Det ville den slet ikke ind på. Selv om jeg forsøgte med forskellige formuleringer af det samme spørgsmål. Det kan skyldes regler, som skal undgå had eller løgne. Det kan skyldes at producenterne er tyske, og ”politisk korrekte”, dvs. chatbot-Kant er censureret. Men tavsheden betyder også, at maskinen ikke kan deltage frit i de vigtigste debatter. Den taler, når det er ufarligt, og tier, når det er svært. Det er problematisk.

En sådan kunstig filosof giver anledning til at filosofere over hvordan kunstig intelligens kan bruges i dagens Danmark. Chatbot-Kant vil gerne tale om dagens internationale begivenheder, men bliver bekymrende tavs, når det handler om Israels adfærd overfor sine naboer. Hvad skal vi mene om det? Hvilke fordele og ulemper er der ved filosofisk KI? Hvad skal jeg mene om en sådan filosofisk chatbot?

I de seneste år har kunstig intelligens rykket grænserne for, hvad vi forestiller os som muligt inden for kommunikation, videnformidling og egentlig tænkning. At Philosophie Magazin skaber en chatbot i skikkelse af Immanuel Kant rejser en række indlysende og ulmende filosofiske spørgsmål: Hvad betyder det at »chatte med Kant«? Kan en maskine formidle autenticiteten af en historisk tænkers etik og metode? Og hvilke normative implikationer følger af, at en sådan maskine yderst selektivt vælger, hvornår den kommenterer nutidige politiske konflikter? Den korte fortælling om chatbot-Kant – som både leverer stærke svar på spørgsmål om universelle moralske principper og samtidig tier, når det drejer sig om konkrete, konfliktfyldte sager som Israels handlinger i Gaza – bliver et frugtbart udgangspunkt for at rejse mere grundlæggende spørgsmål om autoritet, objektivitet, ansvar og offentlig samtale i en tid med algoritmisk formidlet viden. Især i lyset af den stigende anvendelse af KI.

Først skal vi skelne mellem to måder at forstå chatbot-Kant: som imitator og som tænkende agent. Som imitator er chatbot-Kant et teknologisk værktøj, der reproducerer stil, terminologi og måske også argumentationsmønstre fra Kants skrifter. Her er formålet ofte pædagogisk eller illustrativt: at gøre abstrakte filosofiske ideer tilgængelige ved at lade dem fremtræde i dialogform. Men det er afgørende at erkende, at imitation ikke er identitet. Kant, den historiske person, opererede ud fra et livssyn bestemt af sin tid, sin biografi og sine begrænsede empiriske forudsætninger; en chatbot opererer ud fra datagrundlag, træningsmål og modererende regler, som er pålagt den af dens skabere. Derfor kan vi ikke uden videre overføre moralsk autoritet fra navnet »Kant« på en chatbot til de svar, den afgiver. En sådan overførsel ville bygge på et magtfuldt navn og dermed kunne skjule fordomme eller reguleringer i den algoritmiske konstruktion.

Det fører til spørgsmålet om censur og ansvar. Når chatbot-Kant undlader at svare på kontroversielle spørgsmål, kan det skyldes forskellige faktorer: indbyggede sikkerhedsfiltre designet til at mindske propaganda, hadtale eller misinformation; det kan skyldes kommercielle og juridiske hensyn; eller det kan skyldes ideologiske præferencer hos dem, der træner og implementerer modellen. Fra et etisk perspektiv er problemet, at tavshed i visse situationer er et moralsk valg i sig selv. At undlade at udtale sig om krigsforbrydelser eller staters overgreb betyder ikke neutralitet; det kan opleves som implicit accept eller som afkobling fra den praktiske verden, hvor normative vurderinger har konkrete konsekvenser for mennesker. Denne erkendelse peger på en central forskel mellem filosofisk neutralitet og teknologisk neutralitet: filosofi søger ofte at åbne debat og stille kritiske spørgsmål, mens en maskine designet til at undgå risiko kan bidrage til at lukke den offentlige sfære ned i netop de emner, hvor oplysning og argumentation er mest nødvendige.

Hvad gør, at vi lytter til en chatbot-Kant? Er det fordi den formidler begreber om pligt, universaliserbarhed og kategoriske imperativer, eller er det fordi navnet »Kant« fungerer som en slags legitimationsstempel? Her træder en dobbelt bekymring frem: dels at navnet på en historisk tænker kan bruges som branding, hvorved komplekse filosofiske positioner forfladiges; dels at publikums tillid kan være misplaceret, hvis de ikke er klar over modellens begrænsninger. Et oplyst publikum bør derfor ikke blot fokusere på svarets form, men på dets baggrund: hvilke data, hvilke metoder, hvilke begrænsninger? Gennemsigtighed bliver dermed en central etisk fordring: skaberne bør oplyse, hvordan modellen er trænet, hvilke censurmæssige kriterier der er anvendt, og hvilke konsekvenser disse valg har for modellens svarmønstre.

Vi står også over for et demokratisk problem. Offentlige samtaler fungerer bedst, når forskellige stemmer mødes, udfordrer hinanden og bliver udsat for kritik. Hvis teknologier som chatbot-Kant dominerer debatten ved at levere polerede, autoritetsprægede svar, kan de skubbe menneskelig debat i baggrunden. Endnu mere problematisk er det, hvis sådanne teknologier systematisk undlader at behandle bestemte emner – så vil hele områder af offentligheden blive forarmet. Derfor er det ikke kun en teknisk opgave at udforme chatbots, men en politisk og offentlig en: hvordan sikrer vi pluralisme, ansvarlighed og åbenhed i de systemer, der træder ind i vores samtalerum?

Dette peger fremad mod anbefalinger, ikke som fastsatte regler, men som normative pejlemærker: For det første bør der være klar mærkning og offentliggørelse af, hvad en filosofisk chatbot er – imitation, undervisningsværktøj eller rådgiver – og hvilke begrænsninger den har. For det andet bør regulering og design sigte mod at balancere sikkerhed (for at undgå falske ytringer) med forpligtelsen til ikke at gøre sig tavs på kritiske emner, hvor offentlig debat er nødvendig. For det tredje bør sådanne systemer ikke stå alene som eneste kilde til filosofisk refleksion; de bør suppleres af menneskelige eksperter og en offentlig kultur, hvor kritisk tænkning og historisk indsigt fremmes.

Afslutningsvis må vi erkende en grundlæggende ambivalens: en kunstig Kant kan være både oplysende og farlig, hjælpsom og begrænsende. Den vækker fascination (den vækkede i hvert fald min) ved at gøre klassisk filosofi levende i dialogform, men den indlejrer samtidig menneskelige valg – normative, kommercielle og politiske – i teknologien. Den tavshed, der opleves i mødet med visse politiske spørgsmål, er symptomatisk for en større demokratisk udfordring: hvordan sikrer vi, at de teknologier, som formidler vores adgang til viden og moral, styrker den offentlige samtale i stedet for at svække den? At tale med Kant via en maskine burde ikke blot være en kuriositet; det bør være en anledning til at reflektere over, hvordan vi udvikler og regulerer de teknologier, der i stigende grad former vores fælles etiske horisonter.