(Man må gerne lytte til Beethovens 5. Symfoni medens man læser indlægget)
Af Christian Gubi, filosof
Spørgsmålet lyder uskyldigt, men det bærer et tungt bagtæppe. For i det øjeblik vi siger “skæbne”, antyder vi, at noget – måske guder, måske en anonym kosmisk magt – har lagt vejen for os. Der er i ordet en duft af forudbestemmelse, som om livets hændelser lå gemt i et forseglet brev, der blot ventede på at blive åbnet. De nordiske norner spandt tråden, siges det; længden var forskellig, knuderne forudbundne. Det er en mægtig tanke, for den gør livet til en historie, der altid har en forfatter, selv når vi ikke selv føler os i stand til at skrive.
W.C. Fields lavede engang en kortfilm, der fik den danske titel: ”Øllet blev hans skæbne” (på engelsk hedder den The Fatal Glass of Beer). Filmen omhandler en mand, der falder i alkoholen, derfra går hans liv ned ad bakke. Her betyder skæbne: en bestemmelse af ens livs videre førelse. Skæbne kan være det vi gør ved det, vi møder. W.C. Fields’ ølglade figur kunne vælge. Og netop i valget opstår vejen. Det er en sætning så enkel, at den næsten forsvinder, når vi læser den, og så sand, at den fortjener at blive stående i luften: Valget gjorde øjeblikket til en vej, og vejen gjorde os til dem, vi blev. Her skifter skæbne karakter fra at være noget, der styrer os, til at være navnet på de forgreninger, vi selv skaber, og de konsekvenser, vi bærer videre. Det er ikke længere nornerne, der binder knuderne; det er os.
Det er vigtigt at skelne mellem to ting, vi ofte forveksler: fatalisme og determinisme. Fatalisme siger, at visse udfald vil ske uanset hvad du gør; de er sikrede imod al menneskelig indgriben. Vejen vi går er lagt på forhånd, og du kan intet gøre. Determinisme siger noget andet: at også dine handlinger er led i en kæde af årsager – opvækst, gener, kultur, tilfældigheder – sådan at du kunne ikke have handlet anderledes, men handlingerne er ikke irrelevante; de er netop den måde, verden bevæger sig på. I den første betydning er øllen blot en rekvisit i en for længst besluttet tragedie. I den anden er den et reelt valg, hvis følger former livet – men et valg hvis forudsætninger er større end din bevidste vilje. Når vi taler om skæbne, glider vi ofte mellem de to. Det gør samtalen poetisk, men også uklar.
Lad os lade tre tænkere hjælpe os med at gøre billedet skarpere. Epiktet, den stoiske filosof, brugte ikke ordet skæbne på nordisk manér, men han skelnede skarpt mellem det, der er op til os, og det, der ikke er op til os. Ikke fordi verden er venligt indrettet – Epiktet var selv slave – men fordi menneskets frihed begynder i det indre: i vores dømmekraft, vores vilje, vores måde at forholde os til det, der sker. Vejret, sygdom, andres meninger og politiske vinde er ikke op til os. Vores holdning, vores valg af reaktion, er. For stoikeren er “skæbne” det ord, vi kan bruge om alt det, vi ikke styrer, og som alligevel udgør materialet, vi må arbejde med. Pointen er ikke passivitet, men en disciplineret prioritering: Regn med modgang, og sæt din energi ind der, hvor du faktisk kan ændre noget. I den forstand er mødet med øllet ikke skæbne i mytisk forstand, men det er et vilkår, der kalder på en reaktion, som er din.
Kierkegaard siger på sin side noget, der ligger uhyggeligt tæt på formuleringen om vejen. Valget gjorde øjeblikket til en vej, og vejen gjorde os til dem, vi blev. For Kierkegaard bliver vi os selv gennem valg. Ikke gennem et enkelt, grandiost valg, men gennem livets utallige gentagne beslutninger, hvor vi altid også vælger os selv til eller fra. Frihedens pris er angst, skrev han – svimmelheden ved at se, at alt kunne være anderledes. Mit første møde – altså øjeblikket – med min kommende hustru kan ud fra denne betydning kaldes for et skæbnesvangert møde. Når vi kalder et møde “skæbnesvangert”, rammer vi en Kierkegaardsk sandhed: ikke at mødet var forudbesluttet, men at det åbnede mulighed for at blive én bestemt person og lukke for andre mulige udgaver af os selv. Havde jeg ikke talt til hende den dag, ville jeg være blevet en anden. Ikke nødvendigvis værre eller bedre, men en anden. Her er skæbne ikke et diktat, men efternavnet på vores væren-blevet. Som han spidst og meget trivielt formulerede det: Livet forstås baglæns, men må leves forlæns. Vi ser først “skæbnen”, når vi ser tilbage. Jeg kunne ikke i øjeblikket se at øjeblikket var skæbnesvangert. Det kan jeg først i tilbageblikket se at det blev.
Så kommer Nietzsche og vægrer sig ved både Epiktets resignation og Kierkegaards fromme trøst. Amor fati – kærlighed til skæbnen – er hos ham ikke en opgivelse, men en stolt bejaelse: at ville at intet er anderledes, ikke i selvbedrag, men som en legemliggjort vilje til at sige ja til nødvendigheden. Det er let at misforstå ham som en poet for fatalisme. Men Nietzsches ja er snarere en opfordring til at eje sin historie så radikalt, at selv det ubehagelige ikke kun tåles, men omformes til styrke. Den tanke kan være befriende, fordi den flytter os væk fra klagen over, at verden burde have været en anden. Den kan også være brutal, fordi den risikerer at romantisere den lidelse, vi ikke selv har valgt. Men som ideal udfordrer den os: Hvor meget af vores livs fortælling kan vi sige ja til uden forstillelse?
Her lander vi ved sproget selv. Når jeg beskriver mødet med min hustru som skæbnesvangert, mærker man begær efter sammenhæng. Vi mennesker er tilbøjelige til at binde hændelser sammen i et mønster, der får det hele til at se nødvendigt ud. Ikke fordi vi lyver, men fordi vores hukommelse er en forfatter, ikke en optager, der registrerer alt præcist som det skete. Vi fortæller os selv, at “det måtte ske”, og så falder brikkerne på plads. Der er en trøst i det, og en fare. Trøsten er, at livet får mening. Faren er, at vi begynder at tale, som om det hele var givet på forhånd. Når vi siger “skæbnen førte mig”, kan vi komme til at underkende vores eget mod, vores egne fejltrin, vores eget held. Vi kan også bruge ordet som et skjold: “Det er ikke min skyld; sådan skulle det gå.” Der er en smule bekvemmelighed i det, og den bør vi være kritiske overfor.
På den anden side risikerer vi i vores tidsalder at falde i den modsatte grøft: at gøre alt til et spørgsmål om vilje. “Du kan alt, hvis du vil det nok.” Den sætning er en fladpandet anklage mod alle dem, der bærer på vilkår, de ikke valgte: sygdom, social arv, en lukket dør på det forkerte tidspunkt. De gamle grækere talte om tyche, om held og uheld, der rammer uden rimelighed og uden orden. Skæbne kan i den mere nøgterne betydning minde os om, at ikke alt står til forhandling. Livet er en blanding: der er det givne, der er det valgte, og der er det tilfældige. Den blanding er mere sand end både nornernes strenghed og reklamesprogets platitude: “alt er muligt”.
Så hvordan skal vi bruge ordet skæbne? Jeg vil foreslå, at vi bruger det med omtanke. Når vi ser tilbage og kalder noget skæbnesvangert, kan vi høre underteksten: Det blev skæbnefuldt fordi eftertidens følger vævede sig ind i alt, hvad jeg siden blev. Det var ikke nødvendigt, men det blev nødvendigt for mig. Når vi står i valgets øjeblik, kan vi tale mindre om skæbne og mere om ansvar. Her står stoikeren ved vores side og hvisker: Se, hvad der er op til dig, og tag det på dig. Her står Kierkegaard og minder os om, at hvert valg er en dannelse af selvet. Her står Nietzsche og spørger, om vi kan bære vores historie uden at flygte fra den.
Den kritiske kant er denne: Brug ikke skæbne til at abdicere fra skyld, og brug ikke viljen til at benægte vilkår. Vi skylder os selv at se begge dele i øjnene. Når nogen spørger “hvor har skæbnen ført dig hen?”, kan du svare med respekt for sprogets poesi, men også med sans for virkeligheden: Jeg blev ført af meget, jeg ikke valgte; jeg valgte meget, jeg kunne; og noget af det vigtigste viste sig først at være skæbnesvangert, da jeg så tilbage. Netop i dette spændingsfelt lever mennesket.
Måske er det mest sandt at tænke skæbne som et væv, hvor trådene delvist er givet, delvist vælges, og delvist tilfældigt vikler sig ind. Nornernes værksted er ikke helt forladt; vi bærer alle på tråde, vi ikke spandt. Men væven står nu også i vores egne hænder, og nogle af mønstrene tegner vi selv. I den forstand er skæbne hverken en dom eller en undskyldning, men navnet på den alvor, hvormed vi møder det liv, der blev vores – og det liv, vi gør ud af det.
”Således banker skæbnen på porten” sagde Schindler, Beethovens sekretær, om Beethovens 5. symfoni Skæbnesymfonien. Måske er det igen på tide at nyde dette musikalske mesterværk.