(Man må gerne lytte til Bruce Springsteens sang: Glory Days medens man læser)
Af Christian Gubi, filosof
For kort tid siden var jeg til et jubilæum. Det var 50 år siden vi var gået ud af folkeskolen. Det var virkeligt dejligt igen at møde gamle klassekammerater, genopfriske minder og genfortælle gamle skrøner. Men i mit baghoved kørte Bruce Springsteens sang ’Glory Days’.
Der er noget forførende enkelt ved den sang. Den kører derudad som en god aften i baren: guitaren hugger, trommerne skubber, og omkvædet giver os fornemmelsen af at høre sammen om et fælles minde. Men under den velkendte rockpuls ligger en af de ældste menneskelige erfaringer: at tiden går, og at vi prøver at gøre den forståelig ved at binde den til historier. Sangen kredser om mennesker, der vendte sig om, fordi fremad var for svært, eller fordi fortiden stadig talte varmere og tydeligere end den grumsede, regnvåde hverdag. Spørgsmålet er: hvornår er det klogt at lade fortiden varme hænderne, og hvornår brænder man sig?
Man kan begynde hos Augustin, der i sine Bekendelser undrer sig over, hvad tid egentlig er. Han foreslår, at tiden, sådan som vi lever den, findes i sjælen som nærvær af fortid i erindringen, nærvær af nutid i opmærksomheden og nærvær af fremtid i forventningen. Når Springsteens fortæller møder den gamle klassekammerat i baren, er det ikke bare to kroppe i nuet. Det er to tidsrum, der støder sammen: en fortid, der er nærværende som glødende billede af, hvad man engang var; en nutid, der føles tynd og flimrende; og en fremtid, der mest markeres ved tavshed. Augustins pointe er ikke kun teologisk; den er hverdagslig: vi oplever ikke tid som et neutralt ur, men som et væv af betydninger, der enten giver os retning eller suger os ind i gentagelser. ’Glory Days’ viser, hvordan erindring både kan være nåde og fængsel. Den redder os fra glemsel, men den kan også suge ilten ud af nuet, så øjeblikket ikke får lov at blive mere end en undskyldning for endnu en historie om dengang man havde kastearm eller var skolens skønhed.
På den måde lader sangen også til at handle om identitet. Hvem er jeg, når det, jeg var god til, hører en anden tidszone til? Det er her Kierkegaard skubber sig til rette ved disken. For ham kan et menneske leve æstetisk – søgende nydelse, stemning, det gode øjeblik – eller etisk, hvor man binder sig til en forpligtelse, tager ansvar for sit liv som et projekt og ikke kun som en samling anekdoter. I baren er man fristet til det æstetiske: lyden er god, glasset er fyldt, og sproget flyder let hen over fortidens toppræstationer. Men hvis hele selvet bliver en æstetisk montage af highlights, rammer man ifølge Kierkegaard fortvivlelsen: man er ikke sig selv, men en iscenesat erindringskanal, der skal levere underholdning for at holde stilheden væk. Og stilheden er netop der, hvor den etiske forpligtelse spørger: hvad vil du med dit liv i dag? Ikke hvem var du, men hvem bliver du ved med at vælge at være?
Kierkegaards kritik er ikke puritansk forbud mod glæde, men en advarsel mod at forveksle afspilning med liv. Når Springsteens fortæller og hans bekendte vender tilbage til samme fortællinger igen og igen, anes det, som Kierkegaard ville kalde gentagelser uden fornyelse. Der er en forskel mellem at genoplive mening og at genbruge sceneriet. Etikken begynder dér, hvor man tør lade fortidens billeder få konsekvenser for nutidens valg, snarere end at lade dem fungere som tidsmæssig bedøvelse.
Alligevel ville det være for nemt blot at kalde ’Glory Days’ for en advarsel mod nostalgi. For sangen er dobbelt. Den er både et ironisk blik på selvbedraget – mænd, der praler for at holde ungdommen i live – og et solidarisk kram med dem, der har ret til at sørge over alt det, der ikke blev. Springsteen skriver ikke fra en ophøjet moralsk altan. Han står i samme røgrum. Og netop derfor skærer kritikken dybere: sangen spørger ikke kun til individets forhold til fortiden, men også til den kultur, som gør nostalgien nødvendig.
Her kan Nietzsche hjælpe. Han spørger, hvornår er historisk bevidsthed livsfremmende, og hvornår bliver den tyngende? I sine tanker om historiens nytte og unytte for livet skelner han mellem monumental, antikvarisk og kritisk historie. Den monumentale peger på store bedrifter og siger: se, sådan kan man leve! Den antikvariske elsker og gemmer det, der var, fordi det var vores. Den kritiske vil dømme fortiden for at frigøre fremtiden. ’Glory Days’ blander de tre: der er monumental nostalgi i sportens helteøjeblikke; der er antikvarisk hengivenhed i de små detaljer og lokale minder; og der er måske en svag kritisk tone, når omkvædet, gentaget til det hypnotiske, næsten bliver en parodi på sig selv. Men Nietzsche ville presse hårdere: når vi bælger os i antikvarisk kærlighed til vores små byers store dage, risikerer vi at tynge nuet med mindernes gravsten. Hvis historien ikke forvandles til en kreativ kraft, der sætter nye mål, bliver den ressentiment – en sur modvilje mod det foranderlige liv, der ikke skylder os at ligne i går.
Nietzsche har samtidig en mere dristig øvelse: tænk den evige genkomst. Spørg dig selv, om du ville leve dit liv igen, nøjagtig sådan, i al evighed. Hvis svaret er nej, er det måske et tegn på, at du lever for meget i restvarmen fra et tidligt bål. Anvender man den tanke på ’Glory Days’, bliver baren et eksistentielt eksperiment: ville disse mennesker vælge en uendelig sløjfe af den samme historie? Hvis ikke, må noget brydes. Sangen bliver dermed ikke bare en skildring, men et spejl, der spørger lytteren: er dine bedste dage bag dig, eller er du klar til at skabe nye, som ikke ligner de gamle?
Det rejser en politisk og kulturel vinkel. Den amerikanske drøm lover, at hårdt arbejde fører fremad, men mange i sangen synes at have oplevet stilstand. Fabrikkerne lukkede, de gode jobs forsvandt, og lokalsamfund gik i opløsning. Nostalgi bliver et plaster på et socialt sår. Man kan derfor mene, at det er urimeligt at bebrejde individet, at han længes. Når fremtiden er smal, er fortiden rummelig. Alligevel rummer sangen en kritik af en industri, der lever af at sælge os vores egne minder som trøst. Der er en markedsføring af fortiden – reunion-koncerter, retro-logoer, vintagefiltre – der kvæler opfindsomhed. Man kan elske en sang som denne og samtidig være på vagt over for den stemning, der gør nutiden til transitområde for en evig genudsendelse.
Augustin ville her minde os om, at tiden ikke bare løber fra os; vi former den ved, hvad vi husker, og hvordan vi forventer. Kierkegaard ville bede os vælge os selv i handling, ikke kun i fortælling. Nietzsche ville insistere på, at historien skal tjene livet, ikke omvendt. Oversat til almindeligt sprog: lad os drikke en øl med vores yngre jeg, men lad ham ikke køre bilen hjem.
Hvad betyder det konkret at filosofere over en rocktekst som ’Glory Days’? Det betyder ikke, at man skal fjerne musikken eller mumle abstrakte begreber i stedet for at synge med. Det betyder, at man bliver nysgerrig på, hvad sangen gør ved sin lytter. Den sætter en scene, hvor vi kan mærke fristelsen til at flytte adresse til datid. Den lader os høre klangen af et fællesskab, som er ægte, men måske også skrøbeligt, fordi det hviler på en fælles myte om en tid, der var enklere. Filosofi her er som at skrue op for lyset i baren et øjeblik: man ser skrammerne i bordpladen, men også ansigterne tydeligere. Man opdager, at den varme, man føler, ikke behøver blive til søvn. Den kan blive til bevægelse.
Derfor er det ikke en opfordring til at slette fortiden. Tværtimod. Der findes en værdig måde at bære sine glory days på: som brændstof, ikke som bolig. Man kan lade dem lære én noget om mod, venskab, energi – og lade den lærdom møde nutidens mere blandede farver. Den, der kan mindes uden at bo i mindet, kan også elske uden at kræve, at verden skal ligne gårsdagen. Og måske er det netop her, sangens dobbelthed bliver en gave. Den fanger os i fælden, men viser os sprækken. Vi kan grine med, vi kan græde lidt, og vi kan lægge glasset fra os i tide til at gå udenfor, hvor luften er koldere og mere ærlig. ’Glory Days’ er ikke et filosofisk værk i akademisk forstand, men den er filosofisk i sin virkning.