Af Christian Gubi, filosof Jeg sidder i en over 100 år gammel gyngestol, som min hustru har arvet fra sine bedsteforældre. Træet har fået den glød, kun mange hænders berøring og mange års sol kan give. Jeg forestiller mig min hustru som barn, der blev vugget i søvn af en tålmodig bedstemor. Jeg ser bedsteforældrene for mig – deres hænder, deres ansigter, deres indåndinger, når aftenen faldt på. Hvor mange ord har denne stol ikke hørt? Hvor mange tårer har den ikke båret? Hvor mange glæder har den ikke været midtpunkt for? Det er jo bare en stol, siger nogen. Men jeg kan ikke få mig selv til at tænke på den som “bare”. Den virker som et lille rum, hvor tid og liv ligger lag på lag. Så når jeg siger, at gamle møbler og gamle huse har ånd, er det netop det, jeg prøver at pege på: at der i materialet, i formen, i brugs­sporene og i vores minder er noget mere end det, der kan vejes og måles. Hvad er denne “ånd” så, hvis vi ser på det med et filosofisk blik? Den er ikke et spøgelse, ikke en

Af Christian Gubi, filosof Så blev det min tur til at blive forsøgt franarret mine penge. Heldigvis lykkedes det dem ikke, men det var tæt på. De påstod at der var nogen, der havde forsøgt at logge sig ind på min PayPal-konto, og derfor behøvede adgang til min PC, så de kunne afværge forsøg på at franarre mig penge på den måde, ellers kunne de ikke stoppe tyveriet. Jeg har nu spærret mit kontokort, bestilt et nyt, lukket min PayPal-konto, renset min PC og fået nyt password til MitID. Med disse tiltag skulle bedragerne være udelukket fra at kunne gøre nogen skade. Men problemet er at jeg virkelig var tæt på at tro dem. Jeg opfatter mig selv som et nogenlunde fornuftigt væsen, men alligevel var de lige ved at få mig i fælden. De lød så overbevisende. Hvad er de filosofiske aspekter af denne oplevelse? Hvad er det egentlig, der sker, når vi står over for et forsøg på et veludført bedrageri? Og hvad fortæller det om os, vores viden, vores moral og vores samfund? Lad os begynde med den mest

Karl Popper: "For så vidt en videnskabelig udtalelse taler om virkeligheden, skal den være falsificerbar: og for så vidt den ikke er falsificerbar, taler den ikke om virkeligheden." Af Christian Gubi, filosof Forestil dig, at din nabo en dag erklærer: “Jeg har fundet kuren mod forkølelse: varm kaffe med honning. Hver gang jeg drikker det, bliver jeg rask.” Det lyder rart og behageligt. Men spørgsmålet er: hvad skulle få ham til at skifte mening? Hvis han siger, at hvis han bliver rask, beviser det at opskriften virker; hvis han ikke bliver rask, beviser det, at han begyndte for sent; og hvis han bliver mere syg, beviser det, at honningen var industriel. Med andre ord: der findes ingen observation, som i hans øjne ville kunne modbevise teorien. Og så, siger Karl Popper, taler vi ikke længere om virkeligheden. Tag det klassiske eksempel: “Alle svaner er hvide.” Det lyder plausibelt, indtil en nysgerrig skotte eller australier finder en sort svane. Bum. Én observation, og teorien har et p

af Christian Gubi, filosof Et ord kan lyde uskyldigt, nærmest som en praktisk etiket. “Velfærdsuddannelser.” Det ruller fint på tungen, det giver hurtigt overblik, og det ligner noget, man kan bruge i et ministerielt Excel-ark. Men ord gør noget ved os. De former vores blik, de sætter rammer for, hvad vi tænker, og hvad vi forventer. Og i netop dette ord ligger der en hel pakke af antagelser: at lærer-, pædagog-, socialrådgiver- og sygeplejerskeuddannelserne dybest set hører hjemme under velfærdsstatens logik; at deres legitimitet kommer fra, at vi har råd; at de er “service” til “modtagere.” Det er derfor ikke bare semantik, når man problematiserer betegnelsen. Det er en filosofisk åbning til at diskutere, hvad uddannelse og omsorg egentlig er – og hvad vi vil sige, at de er. Wittgenstein er en nyttig guide her. Hans pointe, kort fortalt, er at betydning ikke bor inde i ordene som små faste kerner; betydning opstår i den måde, vi bruger dem på – i de “sprogspil” vi spiller. Når vi kal

Jeremy Bentham: "Spørgsmålet er ikke: 'Kan de ræsonnere?' eller: 'Kan de tale?', men snarere: 'Kan de lide?'” Af Christian Gubi, filosof Hvis du nogensinde har set en hund trække halen ind mellem benene, når tordenvejret nærmer sig, så kender du allerede kernen i Jeremy Benthams berømte spørgsmål. Han skærer igennem århundreders filosofiske finmekanik. Med ét slag flytter han vores moralske projektør fra hjernen til nerverne, fra grammatikkens finesser til den nøgne erfaring af smerte og velvære. Og pludselig står vi med et ubehageligt, men sandt dilemma: Hvis det, der for alvor betyder noget, er lidelse, så skylder vi måske flere væsener hensyn, end vi lige havde planlagt at invitere til bordet. Lad os starte med bagtæppet. Bentham var utilitarist. Han mente, at det moralske kompas peger mod den handling, der skaber mest mulig lykke og mindst mulig lidelse for flest mulige. Ikke fordi han var sentimental – tværtimod var han ganske kølig i sin analyse. Glæde og smerte er for ham de ele

Af Christian Gubi, filosof Min hustru og jeg var i operaen for at se Verdis La Traviata. Handlingen i La Traviata er enkel, næsten skærende klar. En ung mand forelsker sig i en kurtisane, hun forelsker sig i ham, men er dødeligt syg. Faderen træder ind som moralens vagtpost og skiller dem ad. Da den unge mand endelig genfinder hende, er det for sent. Hun dør i hans arme, og publikum sidder tilbage med tårer, musik, og en underlig fornemmelse af at have set noget både smukt og uretfærdigt. Man kan sige, at moralen er borgerlig: det gode selskab kan ikke tåle, at en søn af en ordentlig familie elsker en kvinde, der har solgt sin kærlighed. Man kan også, med socialrealistiske briller, se hele stykket som et moralsk regnskab, hvor samfundets normer får ret, fordi den, der bryder dem, ender i graven. Men måske er det netop her, operaens enkelhed begynder at blive interessant. Hvorfor er det så tilfredsstillende – for os som publikum, for faderen, for byens snævre moral – at historien slutte