Af Christian Gubi, filosof Når Augustin skriver sådan, lyder det for mange som en reklame for blind tro: Luk øjnene, spring ud – og spørg først bagefter, om der var vand i poolen. Men hvis vi giver hans sætning en fair chance, opdager vi, at den handler mindre om at slukke for fornuften og mere om, hvilke forudsætninger enhver forståelse faktisk hviler på. Og ja, det inkluderer også forståelsen af, hvorfor man ikke bryder sig om rosiner i boller. Lad os begynde med hverdagen. Tænk på at lære at cykle. Du kunne læse alle bøger om balance, centrifugalkraft og muskelkoordinering; du kunne se hundrede videoer. Men på et tidspunkt må du sætte dig op på sadlen og tro, at pedalerne bærer dig, at styret reagerer, at kroppen finder balancen. Den tro er ikke blind; den er en praktisk tillid, som gør det muligt for dig at erfare det, bøgerne ikke kan levere. Først når du har taget det skridt, forstår du, hvad “at holde balancen” faktisk betyder – i kroppen, ikke kun i hovedet. Augustin peger på e

Af Christian Gubi, filosof Nu er debatten igen, igen i gang i nogle aviser. Ida Auken udgiver sin første salme og besvarer spørgsmålet med et fuldtonet ja. Avisen Informations leder giver et lige så klart nej. Regeringen, især Mette Frederiksen, får kritik for at det ikke står i regeringsgrundlaget. Indtil videre har jeg holdt mig ude af diskussionen, men er efterhånden nået frem til den konklusion, at jeg vil give mit besyv med, så nu kommer svaret fra mit perspektiv. Spørgsmålet lyder enkelt, men bliver hurtigt rodet, når man prøver at tage det alvorligt. Et land har ikke en fast kerne, en slags “sjæl” eller “essens”. Et samfund er ikke noget i sig selv; det er et væv af vaner, love, fortællinger, højtider, bygninger, skikke, sange, konflikter, foreninger og følelser. Hvis man skal afgøre, om Danmark er kristent, må man spørge: Hvilke relationer præger vores fælles liv? Hvor tæt og tydeligt løber de kristne tråde igennem vævet – og hvor er de blevet tynde, optrævlede eller erstattet

(Man må gerne lytte til Bruce Springsteens sang: Glory Days medens man læser) Af Christian Gubi, filosof For kort tid siden var jeg til et jubilæum. Det var 50 år siden vi var gået ud af folkeskolen. Det var virkeligt dejligt igen at møde gamle klassekammerater, genopfriske minder og genfortælle gamle skrøner. Men i mit baghoved kørte Bruce Springsteens sang ’Glory Days’. Der er noget forførende enkelt ved den sang. Den kører derudad som en god aften i baren: guitaren hugger, trommerne skubber, og omkvædet giver os fornemmelsen af at høre sammen om et fælles minde. Men under den velkendte rockpuls ligger en af de ældste menneskelige erfaringer: at tiden går, og at vi prøver at gøre den forståelig ved at binde den til historier. Sangen kredser om mennesker, der vendte sig om, fordi fremad var for svært, eller fordi fortiden stadig talte varmere og tydeligere end den grumsede, regnvåde hverdag. Spørgsmålet er: hvornår er det klogt at lade fortiden varme hænderne, og hvornår brænder man s

Af Christian Gubi, filosof Sætningen er kort, elegant og – indrømmet – en lille smule eksplosiv. Den lyder som noget, der kunne stå på en mulepose i en hip boghandel, men den er i virkeligheden dynamit for en hel måde at tænke på. Hvad mener Simone de Beauvoir? Og hvorfor bliver sætningen ved med at være ubehageligt relevant, selv i et samfund, der bryster sig af ligestilling, café latte og barselsordninger? Lad os begynde i barneværelset. Der ligger en nyfødt med en utrolig lille hue, og vi voksne kaster os straks over etiketterne: blå eller lyserød, traktor eller enhjørning, vild eller sød. Ingen baby har lært at brokke sig over ulige løn, eller over at blive afbrudt i et møde. Men alligevel begynder vi at træne den lille i et sæt manuskripter med verbale og tavse instruktioner: sådan står man, sådan taler man, sådan pjatter man, sådan lider man, sådan smiler man. De Beauvoirs pointe er ikke, at kroppen er ligegyldig – hun var alt andet end blind for krop, begær og biologi – men at b

(Man må gerne lytte til Beethovens 5. Symfoni medens man læser indlægget) Af Christian Gubi, filosof Spørgsmålet lyder uskyldigt, men det bærer et tungt bagtæppe. For i det øjeblik vi siger “skæbne”, antyder vi, at noget – måske guder, måske en anonym kosmisk magt – har lagt vejen for os. Der er i ordet en duft af forudbestemmelse, som om livets hændelser lå gemt i et forseglet brev, der blot ventede på at blive åbnet. De nordiske norner spandt tråden, siges det; længden var forskellig, knuderne forudbundne. Det er en mægtig tanke, for den gør livet til en historie, der altid har en forfatter, selv når vi ikke selv føler os i stand til at skrive. W.C. Fields lavede engang en kortfilm, der fik den danske titel: ”Øllet blev hans skæbne” (på engelsk hedder den The Fatal Glass of Beer). Filmen omhandler en mand, der falder i alkoholen, derfra går hans liv ned ad bakke. Her betyder skæbne: en bestemmelse af ens livs videre førelse. Skæbne kan være det vi gør ved det, vi møder. W.C. Fields’

Machiavelli: "En fyrste ... bør ikke afvige fra det gode, hvis det er muligt, men han bør vide, hvordan man gør ondt, hvis det er nødvendigt." Af Christian Gubi, filosof Det lyder som en rettesnor for en mafiaboss, mere end for en statsmand. Alligevel kommer sætningen fra Niccolò Machiavelli, renæssancens måske mest misforståede politiske tænker. Hvorfor hænger sådan en barsk opfordring stadig ved os? Måske fordi den rammer et punkt, hvor moralens rene idealer møder virkelighedens knytnæver. Og det møde er sjældent pænt. Lad os begynde med konteksten. Machiavelli skrev i en tid, hvor italienske bystater blev revet itu af krige, intriger og udenlandske magter. Fyrster faldt som dominobrikker. I den virkelighed var dyd ikke bare vanskelig; den kunne være livsfarlig. Når Machiavelli siger, at fyrsten bør være god, hvis det er muligt, åbner han faktisk med en moral norm: Gør det gode. Men han holder døren på klem for en barsk realisme: Hvis det gode ikke kan sikre staten, så må det onde må